Længe fyldte tanken om at optræde som mig selv mig med rædsel. Komforten i karakterroller havde altid været mit skjold, og tanken om at synge uden den slør var ærligt talt skræmmende. Men der var sjældne øjeblikke af mod, eller måske dygtig følelsesmæssig overtalelse, hvor jeg indvilligede i at synge en sang som mig selv ved en galla eller en særlig begivenhed. Hver gang blev jeg slået af den dybe forbindelse, der opstod mellem mig og publikum, en følelse ulig noget, jeg oplevede gennem karakterarbejde.
Denne spirende lyst til at skabe en direkte forbindelse førte til et afgørende øjeblik i 2009. Jeg modtog en invitation til at deltage i den prestigefyldte American Songbook Series i New Yorks Lincoln Center. På trods af frygten, der nagede mig, trak jeg vejret dybt og sagde: „Ja.‟ Denne beslutning udløste en utrolig kæde af begivenheder, der forvandlede min karriere på måder, jeg aldrig kunne have forestillet mig. Tre bemærkelsesværdige resultater opstod fra dette ene spring i troen:
- Jeg konfronterede min dybeste frygt og gjorde det alligevel. Denne modige handling var i sig selv en sejr, der beviste for mig selv, at jeg kunne træde ud af min komfortzone og trives.
- Jeg opdagede en uventet glæde ved at optræde som mig selv. Den direkte interaktion med publikum, sårbarheden og oplevelsens autenticitet var dybt belønnende.
- En helt ny karrierevej åbnede sig foran mig – en verden af koncerter, der vinkede fra hele kloden. Denne mulighed for at dele min egen stemme, uden en karakters maske, var opløftende.
Blot få uger efter den transformative American Songbook-premiere befandt jeg mig i Australien, klar til at optræde på Mardi Gras-festivalen. Det var der, jeg præsenterede en sang med en ret spændende titel: „I Bought A Blue Car Today.‟ Denne optræden gav genlyd og blev mere end bare en sang; den blev et symbol på dette nye kapitel. Den sommer fortsatte momentumet, da jeg indspillede et album, passende navngivet „I Bought A Blue Car Today,‟ som blev udgivet til begejstrede publikummer i efteråret.
„Blå bil‟-rejsen var kun lige begyndt. I september indtog showet scenen på Vaudeville Theatre i Londons West End, hvilket yderligere befæstede denne koncertkarriere. Ved min tilbagevenden til USA fulgte en byge af forestillinger, herunder datoer på Orange County Performing Arts Center, Dallas 2X2 festival og det intime High Line Ballroom i New York City. Jeg nød også to bemærkelsesværdige ugelange engagementer på Geffen Playhouse i Los Angeles, hvor hver forestilling byggede videre på den forrige og udvidede rækkevidden af dette nyfundne kunstneriske udtryk.
Året kulminerede med en tilbagevenden til Australien, denne gang til forestillinger i det ikoniske Sydney Opera House og Brisbane Powerhouse. Gennem hele denne utrolige koncertrejse var jeg heldig at blive ledsaget af min enestående musikalske leder, Lance Horne. Hans samarbejde og musikalske geni var afgørende for at bringe disse forestillinger til live og forme denne spændende nye fase af min karriere, alt sammen udløst af modet til at træde op på scenen som mig selv og den symbolske køretur i en „blå bil.‟
