Min bilrejse er brolagt med mindeværdige biler, men få har den særlige plads som min 1970 Plymouth GTX. Efter min tidligere refleksion over min 1969 Plymouth GTX, som var et projektbil, før jeg overhovedet havde kørekort, blev ’70 GTX’en mit andet kørende køretøj og overskyggede hurtigt sin forgænger i min hengivenhed. Mens ’69 GTX’en har en nostalgisk plads som min første smag på muscle car ejerskab, var det 1970-modellen, der virkelig fangede mit hjerte og gav utallige højoktan minder.
I en periode på over et år var jeg heldig nok til at eje både en 1969 og 1970 Plymouth GTX samtidigt. Købet af ’69’eren i 1985 for 2.200 dollars føltes som et røverkøb, selvom den var langt fra perfekt. Hurtigt frem til 1986, og jeg tilføjede en næsten perfekt, helt original 1970 GTX til min samling for 4.000 dollars. Selvom det at skille sig af med ’69 GTX’en i 1987 for 2.500 dollars betød et lille økonomisk tab i betragtning af de penge, jeg havde investeret, var det en nødvendig beslutning for en bilentusiast i gymnasiealderen på et budget. Sandheden var, at min præference for 1970 Plymouth GTX var overvældende. Det var ikke bare en bil; det var en ledsager i 24 år.
At eje to GTX biler i mine gymnasieår kan virke overdrevet, og det strakte bestemt mine finanser. 1970 Plymouth GTX havde dog en unik appel af flere vigtige årsager. For det første repræsenterede den kulminationen på Plymouths “fuselage styling”. Denne designfilosofi, der understregede glatte, afrundede karrosseripaneler, nåede sit zenit i 1970. Mens 1968-1970 Plymouth GTX, Road Runner og Satellite modellerne delte lignende karrosseristrukturer, skilte 1970 GTX’en sig ud med sine rene linjer, uden overflødige kamme eller pynt, der kunne forringe dens slanke silhuet. Min GTX var en slående “triple FK5” bil, hvilket betyder, at dens karrosseri, tag og interiør alle var færdiggjort i den levende “Burnt Orange” (FK5) farve. Som en to-ejers, bemærkelsesværdigt original bil i næsten perfekt stand, var det en sand perle.
For det andet var 1970 året, hvor Plymouth slap Superbird løs. Denne limited-edition, højtydende muscle car, med sin aerodynamiske næsekegle og tårnhøje bagvinge, var teenage drømmenes stof, omend økonomisk uopnåelig for mig på det tidspunkt. Mens GTX’en manglede Superbirds bizarre aerodynamiske tilføjelser, delte de det samme grundlæggende karrosseri, hvilket gjorde GTX’en til det nærmeste, jeg kunne komme på Superbird ejerskab. Den visuelle forbindelse til denne legendariske NASCAR homologationsspecial forstærkede GTX’ens ønskværdighed i mine øjne.
For det tredje, og måske vigtigst af alt, markerede 1970 introduktionen af Plymouths valgfrie “Air Grabber” koldluftindsugningssystem til GTX’en. Muscle cars var kendt for deres motorhjelmskovle, designet til at kanalisere køligere luft ind i motoren for øget effekt. Air Grabber systemet i 1970 GTX’en var dog unikt. Det havde en førerstyret kontakt, der aktiverede en vakuumdrevet mekanisme til at hæve et fremtrædende panel i midten af motorhjelmen. Dette handlede ikke kun om ydeevne; det handlede om street presence. Air Grabber tillod GTX-førere dramatisk at hæve motorhjelmskovlen efter behag, en funktion designet til at intimidere rivaler ved trafiklys. Selvom det indrømmes at være teatralsk efter både 1970 og moderne standarder, tilføjede Air Grabber et lag af cool teater, der resonerede med mit teenage selv, og stadig gør det i dag.
Min 1970 Plymouth GTX forblev i mit liv i 24 år og blev til sidst solgt i 2010 for 24.000 dollars til en entusiast i Australien. Det var mere end bare at sælge en bil; det var at sende et stykke af min historie til den anden side af verden. Kilometertælleren viste 84.000 miles, da jeg erhvervede den i 1986, og da den forlod i 2010, havde den kørt over 134.000 miles. Så hvorfor skille sig af med en bil, der rummede så meget personlig historie?
To primære faktorer bidrog til min beslutning. For det første beskadigede en velmenende, men i sidste ende katastrofal indvendig “restaurering” i 2005 uigenkaldeligt GTX’ens originale interiør. På trods af mine bestræbelser på at rette op på skaden, var nogle aspekter uigenkaldelige. Den engang uberørte kabine blev en kilde til frustration, hver gang jeg satte mig ind i bilen. For det andet erhvervede jeg i 2005 en 1970 Dodge Challenger R/T SE. Denne uberørte, originale Challenger fyldte gradvist det følelsesmæssige tomrum, GTX’en efterlod, en overgang der blev fremskyndet af den mislykkede restaurering.
Endelig, i 2010, tilføjede jeg endnu en drømmebil til min samling: en lav-kilometerstand, helt original 1974 Pontiac Trans Am Super Duty 455. Med både Challengeren og Trans Am’en i min garage var mine muscle car ønsker mere end opfyldt. GTX’en blev, på trods af sin historie, noget overflødig.
Fortryder jeg at have solgt min 1970 Plymouth GTX? Ikke rigtigt. Minderne forbliver levende, og jeg mindes ofte de gode tider, vi delte. Men livet går videre, og det gør bilpassionerne også. Mit fokus har skiftet til moderne vidundere som min Dodge Demon og Ford GT. Disse moderne maskiner tilbyder ydeevne og teknologi, der overgår GTX’en på enhver målbar måde. Desuden har den praktiske vedligeholdelse, der kræves af veteranbiler, engang en kær hobby, ikke længere den samme appel.
Jeg forbliver i kontakt med den australske køber, som fortsætter med at værdsætte GTX’en den dag i dag. For mig er 1970 Plymouth GTX et kært kapitel i min bilhistorie, et vidnesbyrd om den vedvarende charme ved klassiske muscle cars og de uforglemmelige oplevelser, de giver.
